Generalforsamling 2023

Referat af generalforsamling
søndag den 29. januar 2023 kl. 10
i Lokalristeriet, Haubergsvej 1A, Odense C.

1. Valg af dirigent

Knud Raasthøj valgt. Han konstaterede, at generalforsamlingen er rettidigt indkaldt.

2. Formandens beretning

Vi indleder som altid med at mindes de medlemmer, der ikke er blandt os mere.
I år drejer det sig om ét medlem, Thorkild Nissen, der rundede de 80 år, men altså gik bort sidste forår. Vi så ikke meget til Thorkild i de seneste år, men han nåede en lang aviskarriere på Fyn: Uddannet på Fyns Tidende og med mangeårige stillinger på Morgenposten og Stiftstidende, især anerkendt som en velskrivende journalist med filmstof som speciale, men også som musikanmelder. Han var i øvrigt selv ferm på bassen som aktiv jazzmusiker.

Lad os rejse os og i stilhed mindes Thorkild Nissen.

2022 blev et travlt år for Odense Journalistforening, og jeg hører gerne jeres kommentarer bagefter, om vi brugte krudtet de rigtige steder.

Fra den 1. februar sidste år var COVID-19 ikke længere en samfundskritisk sygdom i Danmark, og derfor forsvandt de sidste restriktioner, der havde gjort det svært for os at samles til vores sædvanlige arrangementer.

Kort efter kunne vi afvikle vores ordinære generalforsamling, og i den forbindelse fik vi besøg af Odenses nye klimarådmand, Tim Vermund, der kun lige var gået i gang med at opbygge en spritny forvaltning til at banke nogle klimaambitioner ind i hovederne på de bil-elskende odenseanere. Han lød for resten til at være en af dem, der absolut ikke havde let ved at lade bilen stå og springe på cyklen. Til gengæld var han fyr og flamme for at fortælle om det forrige års kommunalvalg, og det var ikke kedeligt.

I marts havde vi et dejligt velbesøgt arrangement ude på kunstneren Jens Galschiøts værksted. Han var aktuel, fordi han kort inden havde oplevet at få fjernet sin skulptur, ”Skamstøtten”, fra universitetet i Hongkong, hvilket skabte en masse medieopmærksomhed over hele verden.

I maj tilbød vi medlemmerne en aften i Odense Teater med forestillingen ”Vi bygger en vej”, der helt usædvanligt lykkedes med at lave teater om en gennemgående dobbeltsporet vej og meget humoristisk tog fat på alt den palaver, der er fulgt med omdannelsen fra by til vej og tilbage igen.

Inden sommerferien nåede vi et frokostmøde med Benny Engelbrecht, der tidligere på året var gået af som transportminister, efter at et flertal i Folketinget havde udtrykt mistillid til ham. Benny åbnede ikke helt for sluserne, selvom vi havde håbet på at høre om, hvor udsat tilværelsen er i toppen af politik, men det var alligevel interessant at høre hans analyse af dansk politik på det tidspunkt.

Så kom jo folketingsvalget, der glimrede ved, at ingen rigtigt kunne forudse, hvordan det ville ende. Sådan havde den lokale konservative kandidat, Joachim Hoffmann-Petersen, det også. Han stod til at komme i folketinget, indtil de Konservatives flotte meningsmålinger pludselig droppede i løbet af sommeren og efteråret, og Hoffmann måtte nøjes med en suppleantpost. Den rejse fortalte han levende om på et frokostmøde hos os blot et par uger efter valget.

Vi oplevede stor tilslutning til den årlige juletræsfest på Grand Hotel, hvor medlemmer og familier holder liv i den gamle tradition med bankospil, julemanden Julius, æbleskiver og hygge ved bordene.

Og så endelig, lige før juleaften, fik vi besøg af en gæst, vi længe har haft på ønskesedlen. Nemlig TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, som spiste frokost med os på Oliviia og delte en masse historier og viden om alle de udfordringer, som et af de helt store mediefyrtårne på Fyn bøvler med.

Jeg synes selv, at vi har en god blanding af underholdende og dybt seriøse indslag i løbet af året, og fælles for det hele er, at man bliver en bedre udøver af sit fag ved at være medlem af Odense Journalistforening.

Derfor skal vi sende en stor tak til Den Fynske Bladfond, som hvert år støtter os i at kunne holde disse arrangementer – og som nysgerrigt følger med i, hvad vi laver.
Blækhuset har haft et godt år med masser af udlejning og en økonomi, der næsten er i balance. Det vil kassereren uddybe. Samtidig har der været plads til, at mange af vores nye medlemmer har kunnet bruge deres gratis velkomst-weekend, som vi har kørt med i nogle år efterhånden.

Der er ingen tvivl om, at stærke arrangementer sammen med muligheden for at leje et virkeligt skønt feriehus – hele året i øvrigt – har været med til, at vi har haft en pæn medlemsfremgang sidste år, fra 148 til 154 medlemmer. Andre år har vi haft tilbagegang, og der skal virkelig kæmpes for det – derfor håber jeg også, at I vil prikke til nye kolleger og andre, der måske kunne have glæde af at komme om bord i vores fællesskab.

I bestyrelsen er det blevet tid til at få nye ansigter ind. Både Eva Kristina Mikkelsen og Jens Wermuth Andresen har ønsket at trække sig ved denne generalforsamling. Kristina, som har været med i bestyrelsen siden 2015, har travlt med at kommunikere om godt og mindre godt i Svendborg Kommune. Jens har valgt at stoppe på TV 2 og forfølge andre interesser. Han har været i vores bestyrelse siden 2020.

Begge skal have stor tak for indsatsen for at løfte OJ, hjælpe med det praktiske, komme med idéer og i øvrigt gøre det rigtig hyggeligt at færdes i bestyrelsen.

Heldigvis har vi to stærke kandidater, som jeg håber på, at I vil stemme på, når vi kommer til personvalgene. Nemlig Camilla Ahlmann, der har en lang fortid på Stiftstidende, men nu sidder på kommunen som presserådgiver i Odenses nye klima- og miljøforvaltning. Samt Jakob Risbro, som er på vej i nyt job på TV 2/Fyn som samfundsredaktør – efter en periode på TV 2, inden da TV 2/Fyn igen, og i øvrigt med en fortid på bl.a. DR Fyn.

Så det er to gode profiler med stort netværk i den fynske medieverden, som vi forsøger at få valgt ind.

Den øvrige bestyrelse med Hanne Frette og Jesper Beenfeldt og mig selv vil genre fortsætte, men jeg vil alligevel ikke undlade at takke de to for endnu en stor indsats og masser af godt humør på bestyrelsesmøderne og i Messenger-tråden.

Tak for ordet.

Formandens beretning gennemgået og enstemmigt godkendt.

3. Kassererens regnskaber og beretning

Indtægterne er faldet lidt, primært pga. færre arrangementer under corona i 2021 og deraf følgende mindre tilskud udbetalt i 2022. Udgifterne til medlemsmøder er steget i 2022 i forhold til 2021, fordi det igen var muligt at holde medlemsmøder i 2022.

Blækhuset har i 2022 haft besøg af 38 medlemmer, hvilket er rekord.

Der har været medlemsfremgang fra 148 til 154 medlemmer.

Regnskabet gennemgået og enstemmigt godkendt.

4. Indkomne forslag

Ingen indkomne forslag.

5. Kontingent og feriehusleje

Bestyrelsen foreslår uændret kontingent og feriehusleje. Forslaget enstemmigt vedtaget.

6. Valg af formand

Jens Bertelsen genvalgt.

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Jesper Beenfeldt Nielsen og Hanne Frette genvalgt.

Eva Kristina Mikkelsen og Jens Wermuth genopstiller ikke. Bestyrelsen foreslår Camilla Ahlmann-Petersen og Jakob Risbro. Begge er valgt.

8. Valg af to suppleanter

Bestyrelsen foreslår Ida Marie Kristensen og Henrik Anderson. Begge er valgt.

9. Valg af to revisorer

Bestyrelsen foreslår Tore Bønke Jeppesen og Mogens Kruse. Genvalgt og valgt.

10. Valg af revisorsuppleanter

Bestyrelsen foreslår Knud Raasthøj og Per Roholt. Genvalg og valgt.

11. Evt.

Generalforsamlingen siger tak for indsatsen til de to afgående bestyrelsesmedlemmer.

12. Udlodning af 2 rejselegater á 2000 kroner.

Ingelise Nygaard Rasmussen og Lise Lyngby modtager rejselegat.

13. Udlodning af 2 x 1 friuge i Blækhuset på Thurø.

Nanna Ziegler og Eva Kristina Mikkelsen modtager friuge i Blækhuset.

 

Dirigent: Knud Raasthøj                         Referent: Eva Kristina Mikkelsen